Buteyko’s store Opdagelse

Buteyko opdager lidelsen “dyb vejrtrækning”

Stalin havde været død i otte år og Buteyko havde hadet ham siden sin barndom.

Doktoren blev født i 1923 i landsbyen Ivanitsa i den nordlige del af det solrige, frugtbare Ukraine. Hans far var tømrer og hans mor var syerske. Kostya, som Konstantin Buteyko blev kaldt af sin familie, blev passet af sin ældre bror, Volodya. Efter datidens standarder blev familien ikke anset som fattig, der var nemlig ingen i familien der gik sultne i seng.

Volodya døde af akut lungebetændelse mens han endnu var barn og så i 1929 flyttede familien Buteyko til landsbyen Popovka i nærheden af Konotop i det nordlige Ukraine for at Kostya kunne komme i skole. Der blev familien Buteyko indfanget i ”kollektivismen” – Stalins politik ved med magt at indlemme små private landbrug i større kollektiver under statens kontrol.
Bag lukkede døre forbandede Buteyko’s far ofte kommunist partiet for at genne mennesker ind i disse kollektive landbrug, overtage deres afgrøder og efterlade dem sultende, mens han skrækslagne mor prøvede at få Buteyko’s far til at hidse sig ned.

”Alle disse får gør blot hvad som helst den forbandede mand fra Georgien siger” spyede Buteykos far ”men en dag vil der være en det gør regnskabet op med kære gamle Joe, og så vil han finde ud af hvad det drejer sig om”

Buteyko arvede sin fars had til Stalin, et had som hans mor i al stilhed delte. Indtil han havde lavet sin store opdagelse i en alder af 29 år, var hans mest inderlige ønske at ødelægge den diktator, uanset midler og tage hævn over banditterne som kom til folks huse og plyndrede så der næppe var et eneste korn tilbage i laden. Kun ”den store opdagelse” kunne erstatte dette ønske.

Buteyko gøre sin ”store opdagelse” i løbet af blot ganske få øjeblikke, mens hans vej havde ført ham til den, skridt for skridt, i 29 år.

Lige fra barnsben havde Buteyko været usædvanlig interesseret i maskineri. Da han gik ud af skolen i Konotop var det hans drøm at skabe en ufattelig kraft som kunne grave et hul eller en tunnel ind i jorden, sejle og flyve til andre planeter. For at muliggøre og arbejde med sine drømme blev han optaget på fakultetet for selvkørende ingeniørvidenskab ved Kiev Polytekniske Institut i 1939.
Kl. 06:00 den 22. juni 1941 begyndte Hitlers bombardement af Kiev og Buteyko og hans medstuderende skyndte sig at lade sig indrullere i hæren. De øvrige medstuderende blev tank fører men Buteyko blev, på grund af sin unge alder, mekaniker i den konvoj som skulle transportere medicin til fronten og bringe sårede tilbage. Det var hans arbejde resten af krigen. Han var i nærheden af Berlin da våbenhvilen blev offentliggjort.

Han hjembragte en kolonne af beslaglagte tyske køretøjer til Moskva på vegne af Sundheds Ministeriet, og besluttede at blive i hovedstaden for at fortsætte sin uddannelse. Denne gang ville han ikke fortsætte med at studere ingeniørvidenskab men ønskede at studere medicin. Han havde set så meget blod og død ved fronten, at han ønskede at studere den menneskelige krop lige så intensivt som han havde havde studeret maskineri. Selv dengang, på det tidspunkt havde han en følelse af, at der var noget galt med den moderne medicin. Som barn havde han lagt mærke til, at når han følte sig syg, havde hans bedstemor behandlet ham med urter. Hendes te, salver og miksturer var  almindeligvis meget effektive men hvis hans mor hidkaldte rigtige læger ville de udskrive unyttige piller og indsprøjtninger.

Ved fronten havde Buteyko lært at blive så fremragende en mekaniker at han kunne identificere fejl ved blot at lytte til køretøjets motor. Han ønskede at nå det samme niveau af ekspertise, når det drejede sig om den menneskelige krop og troede på at evnen til at nå en hurtig og akkurat diagnose var at bruge de enkleste ressourcer til at nå højdepunktet indenfor den medicinske formåen. I slutningen af sommeren 1946 påbegyndte Buteyko sit første år på Medical Faculty of Moscow Institute of Medicine No. 1 men allerede i løbet af det andet år var han helt og aldeles desillusioneret.

”De er jo fuldstændig betonhjerner” klagede han sig til en tidligere kammerat fra fronten da han blev spurgt om hvordan hans studier skred frem. Han stirrede sørgmodigt på kolonnerne ved indgangen til instituttet hvor de mødtes. ”Og jeg er nød til at sige at medicin i dette land er en grusom gang roderi. De vender det hele på hovedet.” Buteyko lagde mærke til at hans ven der almindeligvis var godtroende og ligefrem, smilte og han fortsatte bittert ”Hvad er værdien af at diagnosticere lidelser og sygdomme når de først er til stede? Vi skal være i stand til at forebygge dem længe før de overhovedet bliver udviklet.”

”Hvad er det så du har besluttet at gøre?” spurgte vennen og begyndte at lytte mere opmærksomt.

“Jeg vil skifte til forebyggende medicin” sagde Buteyko resolut. Han slog kraven på sin godt brugte militærfrakke op – novembervinden var iskold. ”Forebyggelse er meget bedre end at helbrede.”

”Det lyder godt – gør dit bedste og hvem ved måske ender du med at blive medlem at Det videnskabelige Akademi.” sagde hans ven i et forsøg på at muntre sin ven op og slæbte ham derefter hen til den nærmeste kælderbar.

Buteyko var ved at afslutte sit tredje år da hans ven, som var på forretningsrejse, besøgte ham igen. De gik ned til den samme bar.

”Nå, sig mig så, hvordan går det med den forebyggende medicin?” spurgte hans ven mens han skubbede et glad rødvin over til ham.

”Fint” sagde Buteyko som drak et glas mineral vand i stedet for vin. Han havde udskiftet sin militærfrakke med en lysegrå jakke. ”Hygiejne er så vigtigt, lige fra fødslen. Eller endnu bedre, lige fra undfangelsestidspunktet! Det er derfor jeg begyndte at studere gynækologi og obstetrik.”

Han så at hans ven blev lamslået. ”Hvorfor laver du ansigter? Mener du ikke at det er noget for rigtige mænd?” spurgte han.

”Nå ja, hvorfor ikke, nogen skal jo tage sig af kvinder der føder ….” spruttede hans forlegne ven.

”Det drejer sig ikke kun om fødsler” Buteyko kæmpede for at overdøve musikken.

”Den menneskelige race er ved at udvikle sig til en degenereret art og vores fremtid afhænger af de babyer som disse kvinder føder.”

“Ja, det har du nok ret I” sagde hans ven i et udglattende tonefald og skubbede igen glasset frem mod ham. De omkringsiddende gæster var begyndt at stirre på dem.

”80% af et barns helbred afhænger af dets mor” Buteyko sank halvdelen af sin flaske mineralvand i en eneste mundfuld. ”Mødre undfanger og bærer så deres børn i ni måneder. Og så ammer de dem.”

“Naturligvis, ja naturligvis” sammentyggede hans ven hastigt og signalerede til tjeneren.

”Det er vigtigt hvorvidt moderen ryger eller drikker mens hun er gravid” fortsatte den livlige Buteyko. ”Og hvem overvåger denne prosess? Hvem passer på kvinder der føder? Det gør fødselslæger! Derfor er de de vigtigste læger!” konkluderede han triumferende.

Gennem hele sit liv havde Buteyko gået ind i det han arbejde med, med liv og sjæl og alligevel studerede han medicin med særlig entusiasme. Han var en ug-elev og lå på førstepladsen i sin klasse. Instituttets bibliotek var ikke stort nok til ham. Normalt var det sådan at kun kvalificerede specialister kunne få adgang til at bruge det større centrale medicinske bibliotek men på grund af hans helt exceptionelle karakterer fik han speciel adgang. Buteyko dykkede ned i et uendeligt hav af bøger.

Den akademiske verdens leder af det gynækologiske institut, Kvater, bemærkede Buteykos ekstraordinære anstrengelser og initiativ og foreslog at han undersøgte en særdeles lunefund sygdom, præeklampsi eller svangerskabsforgiftning. Hans lærer og idol, akademikeren Dariev rådede ham til at lede efter svært forhøjet blodtryk. Ifølge nogle akademikere er dette i virkeligheden den samme sygdom men det er kendt som svangerskabsforgiftning når det drejer sig om gravide kvinder. Så fra sit tredje år forskede Buteyko som en besat i disse to lidelser.

Som så mange før ham, var en af de ting der skete med ham, i lighed med medicinstuderende før ham, at ….. da han nåede til vejs ende i sine studier, udviklede han også denne bogstavelig talt uhelbredelige lidelse. Han havde været en forbilledlig sportsmand som trænede i timevis, var en god bokser der intet frygtede, men nu var han hjælpeløs og i overhængende fare for at dø. Det betød intet for ham at han bestod med topkarakterer og udmærkelse fra områdets medicinske skole og overbygningsstudierne under akademikeren Dariev når han blot havde 18 måneder tilbage at leve i. På nogle tidspunkter var hans systoliske blodtryk 212, han havde en forfærdelig hovedpine og hans hjerte føltes som om det blev klemt i en skruestik. Buteyko var på Sovjet Unionens største center for medicinsk ekspertise og alligevel kunne ingen redde ham.

Selv kræft syntes mild i sammenligning. Kræft kunne behandles i dets tidlige stadier, ondartede svulster kunne blive fjernet kirurgisk og patienten kunne få strålebehandling. Sygdommen kunne midlertidig stanses, nogle gange i længere perioder. Men ingen patienter havde nogen chance for at overleve ondartet forhøjet blodtryk – den ville ødelægge selv den stærkeste krop i købet af et år eller to, og det vidste Buteyko så godt som nogen.

Han havde adgang til sjælden og knap medicin, selv medicin fra udlandet. Han studerede under områdets top-specialist i forhøjet blodtryk, akademikeren Dariev og alligevel var ham dødsdømt! Medicin havde ingen effekt og han var bange for at fortælle Dariev hele historien i tilfælde af at han blev udelukket fra sine overbygningsstudier. Men at dømme ud fra Dariev sympatiske udtalelser havde Dariev allerede gættet det meste af det – og han så på Buteyko som om han allerede havde tabt. Dariev anså Buteyko som en af sine allerbedste studerende og havde engang imellem ymtet sine store planer for ham.

Og så – pludselig i begyndelsen af 1952 skete der et mirakel. Ikke alene forsinkede Buteyko sin vej mod graven men han vendte udviklingen.  Der bredte sig et sundt skær over hans ansigt, hans gråblå øjne skinnede for første gang i måneder.

Miraklet skete den 7. oktober 1952, en nat som Buteyko skulle huske for altid.

Uanset sit hemmelige had til Stalin, blev dette had særligt akut, nu hvor Buteyko var ved at dø uden at han havde klaret at tage livet af sin dødelige fjende af det ukrainske folk, ville dette had blegne sammen med utilstrækkeligheden i hans andre drømme og planer. Lige præcis denne nat ville Buteyko gøre sin ”store opdagelse” for hvilken den medicinske mafia ville svine ham til i årevis og udføre ni attentater mod hans liv – attentater der strakte sig fra forgiftning, ”færdselsuheld” og forsøg på at få ham spærret inde på det psykiatriske hospital. Han kom til at betale for ”sin store opdagelse” med fremmedgørelse fra sin kone og sin familie.

Men Buteykos “store opdagelse” kunne redde hundreder af millioner menneskers liv hvor hans eget kun var det første. Den kunne have givet ham et behageligt liv i Vesten hvis han havde ønsket det. Hans opdagelse signallerede en revolution i den medicinske videnskab sådan som det havde eksisteret i tusinder af år. En dag ville mennesker over hele verden fejre årsdagen for hans ”store opdagelse”. Den opdagelse der gjorde at lægen fortjente Nobel Prisen og hans navn skulle skrives med guld bogstaver i de kommende årtusinders medicinske verden. Mennesker som blev reddet fra at kvæles i astmaanfald, mennesker med forhøjet blodtryk og diabetikere ville tilbede ham som et ikon og patienter ville stå i kø i dagevis for at konsultere ham.

Lige netop på denne Moskva aften fandt han en måde at redde sig selv på (og millioner af andre) fra fysisk lidelse men underkastede sig selv år af følelsesmæssige pinsler som ikke var enkle af bære. Det medicinsk etablerede samfundssystem stak deres knive i ham, både i overført betydning og ganske bogstaveligt – hvis Buteyko’s opdagelse blev standardprocedure ville deres skalpeller ruste på grund af mangel på brug. Og hvad ville der ske med farmakologer hvis han opdagelse gjorde bjerge af piller overflødige og lod lagre være fyldte med den dyre medicin der var så stor efterspørgsel efter? En rasende hær overfaldt pioneren og forsøgte at knuse ham. Dr. Buteyko blev tvunget til at leve med vægten af deres fjendskab resten af sit liv.

Det så ud til at være en ganske almindelig dag. Det var aften og Buteyko var på vagt på hospitalet omgivet af horder at støjende studerende som også skulle blive der på nattevagt. Han var i gang med entusiastisk at beskrive hvordan hans ideal-læge ville diagnosticere sygdomme.

”Tænk lige over det” han trådte til side for at lade en sygeplejerske der kom kørende med medicinvognen komme forbi ”hvordan læger oftest laver en aftale med en patient? Patienten kommer knap nok inden for døren før lægen beder ham om at tage tøjet af og vende ham rundt og lader ham trække vejret ind.” Buteyko lavede et rollespil som viste hvad han mente. ”Vi sender urin, blod og afføring til analyse.” Buteyko vendte hovedet væk fra den imaginære patient og gav et usynlig stykke papir med instruktioner til en af de studerende. ”Der er ingen der i virkeligheden ser på patienten – ingen observerer hans øjne, måden han går på eller hans sindstilstand. Men du kan få en masse at vide på denne måde, ja nogle gange næsten alt det der er værd at vide.”

Buteyko havde selv kun arbejdet som læge i omkring en måneds tid men han delte ikke kun ud af sin egen erfaring. Han havde indsuget sin mentors meninger, akademikeren Dariev, som afskyede den overordentlige formelle og bureaukratiske facon lægerne brugte til at behandle deres patienter efter.

”Patienten er lige der foran dig. Han har endnu ikke sagt et ord men du kan allerede fortælle mange ting om ham. Her er et konkret eksempel.”

Lægen vendte sig om mod en velbygget ung mand i en stripet pyjamas som gående hen mod dem i en akavet gangart.”

”Her har I en typisk astmatiker!” kundgjorde Buteyko kategorisk. ”I kan se at han snapper luft som en fisk!”

Den unge mand trak i sandhed vejret med stor vanskelighed. De studerende kikkede på hinanden med stor undren. De kunne lide denne energiske lærer med hans mangel på forfængelighed.

”Jeg er bange for at du tager fejl, læge” kvækkede patienten. ”Jeg har ikke astma, jeg har ondartet, dødeligt forhøjet blodtryk.”

Buteyko så ind i øjnene på en mørkhåret, køn studerende som rynkede brynene i forlegenhed og følte at han brændte af skam. Hun havde kikket på ham med en sådan hengivenhed blot nogle få øjeblikke før.

”Det kan ikke være ondartet forhøjet blodtryk” udbrød Buteyko mens han med øjnene fulgte patientens langsomme gang hen ad korridoren. ”Den varsomme, tilbageholdte gangart, åndenød, åben mund – det er de typiske tegn på astma. Men han siger han har ondartet forhøjet blodtryk. Hvordan kan det være?”

Den kønne studerendes ansigt blussede af ubehag og den sagte mumlen fra de andre studerende ansporede ham kun. Dr. Buteyko’s diagnoser var sjældent forkerte for slet ikke at tale om så tæt på målet. Pludselig fløj der en tanke gennem hovedet på ham; hvad nu hvis dyb, tung vejrtrækning, som var så typisk hos astmatikere, og så udtalt som hos denne blodtrykspatient, ikke var et eksternt tegn på sygdommen, men årsagen til den?

I en fart fik han fortalt de studerende at han var ventet et andet sted og fik de studerende sendt af sted mens han skyndte sig efter patienten med forhøjet blodtryk.

En kort samtale med patienten bekræftede hans spirende hypotese. Denne 21 år gamle patient var vægtløfter som betød at han inhalerede og ekshalerede dybt mens han satte sig på hug når han løftede vægtstangen. Buteyko huskede sin egen træning. Han havde også løftet tunge vægte og prustet som et damplokomotiv. Han havde været tvunget til at opgive sin sport da kan blev syg men han trak stadig vejret dybt.

Buteyko lukkede sig inde i personalerummet! Det overfyldte rum var dårligt oplyst af en bordlampe og udenfor var det mørkt. Det ruskede i vinduesfatningerne, kastevinden kom fra nord. Han havde nået at bladre gennem halvdelen af patientens historie da han pludselig følte at en krise med forhøjet blodtryk begyndte. Disse kriser kom om aftenen eller om natten. Han kunne føle blodet dunkende som en hammer mod hans tindinger, et sikkert tegn på et stærkt forøget blodtryk. Hans baghoved føltes som om det var lige ved at sprænges, hans hamrende hjerte ville gøre ubeskriveligt ondt og han højre nyrer ville gøre ondt. Vanemæssigt tog Buteyko hånden ned i sin lommer for at tage den medicin han altid havde hos sig op, og stoppede så brat håndens bevægelse. Hvad godt kunne medicinen gøre hvis de, den underliggende årsag stadig eksisterede? Og lige netop den aften hvor han havde stillet spørgsmål vedrørende dyb og tung vejrtrækning var årsagen til sit forhøjede blodtryk. Så alt hvad han behøvede var at tage tyren ved hornene, ”Læge, helbred dig selv” lød det i hans sind.

Buteyko lagde patientens journal til side. Han tog sine hænder fra bordpladen, lænede sig op mod stolens hårde ryg og begyndte at trække vejret lettere. Ingen dybe inhalationer eller stærke ekshalationer, sagde han til sig selv. Træk vejret så let som muligt. Træk vejret bare en lille smugle.

Han følte det som om var ved at løbe tør for ilt. Han ville gerne åbne sin mund og synke store mundfulde luft men han beherskede sig. Der gik et minut, så to, så tre og miraklet skete. Et sandt mirakel. Buteyko’s hovedpine begyndte at forsvinde og hans banken i tindingerne ophørte. Smerten i hjertet hørte op og efterlod ham med en vidunderlig afslappet følelse. Hans smertende højre nyrer føltes som om den var blevet lindret med et varmt kompres.

”Det virkede!” Buteyko rullede det venstre ærme på sin kittel op. De gule visere på hans ur viste et kvarter i elleve. ”Det virkede virkeligt!” Buteyko kunne ikke helt begribe det. Han tog med vilje adskillige dybe åndedrag og hans symptomer kom med det samme tilbage. Så reducerede han dybden af sin vejrtrækning og symptomerne forsvandt igen.

Han havde altså haft ret! Han hypotese havde bevist sit værd på en meget konkret måde. Han kunne ikke holde ud at blive i det trange personalerum et øjeblik længere – han måtte bekræfte sin opdagelse overfor sine alvorligt syge patienter! Han var i virkeligheden en videnskabsmand (om end en ung en) og vidste at det succesrige eksperiment han havde udført på sig selv ikke var et tilstrækkeligt bevis.

På afdeling 14 på 3. sal fandt Buteyko en ældre patient som var blå i hovedet efter et astmaanfald og så ud som om han var ved at miste bevidstheden. Sygeplejerskerne løb hastigt rundt. De havde allerede prøvet alt, også ren ilt.

”Luk munden og lad være med at tage lange åndedræt” beordrede Buteyko i et overlagt bydende tonefald.

”Jamen det kan jeg ikke!” gispede den gamle mand mens han forsøgte at gribe gummi iltpiben fra dr. Buteyko.

”Luk din mund!” ansporede Buteyko “og press dine hænder mod dit bryst.” Han krydsede den gamle mands benede og krogede hænder på hans bryst ”Vær så stille som muligt. Lad være med at trække vejret dybt!”

Han pressede patientens hænder blidt mod han bryst. I løbet at to minutter forsvandt den forfærdelige blålige tone fra mandens kinder. Han rakte ikke længere ud efter ilt piben men betragtede i stedet for Buteyko som om han var blevet forhekset. Anfaldet var helt klart ved at holde op.

Indtil klokken tre om natten besøgte Buteyko så mange som muligt på afdelingen. Astmaanfald, angina, ischemi (utilstrækkelig blodforsyning (omsætning) til et lokalt område på grund af tilstopning af blodkar til området) og forhøjet blodtryk i skadestuen, alle synes de at blive overvundet ved let og elegant vejrtrækning. Patienter som var blevet reddet fra forfærdelige anfald stirrede på ham i undren når han forlod deres senge.

Kl. 3.10 sad Buteyko igen ved skrivebordet i personalerummet. Han havde ikke tændt lyset i loftet men brugte den gamle bordlampe med dens grønne skærm. Vinden var begyndt at dø hen og vinduesfatningerne rystede mindre. Lampeskærmen kastede en skygge på den ujævne overflade på væggen overfor hans bord. Buteyko havde sine albuer på skrivebordet og han hoved hvilede i hans hænder. Den kraftfulde teknik som han havde opdagen denne nat havde unægtelig virket. Ved at opfordre en alvorlig syg patient til at trække vejret mere overfladisk, lettere og bringe ham ud af en semi-besvimelse og gjort ham i stand til at leve et fuld og sundt liv. Hvis han opmuntrede ham til at trække vejret mere dybt ville han føre ham direkte til Perle Porten.

Det var muligt at helbrede mennesker uden piller, indsprøjtninger og kirurgi! Buteyko løftede hovedet. Den medicinske kult af højt besungne præster ville aldrig tro det – eller de ville ikke ønske at tro det. De ville tænke at han var skingrende sindssyg. Hvem var han, for resten? En grønskolling. Og hans opdagelse ville vende den moderne medicin på hovedet. Buteyko greb om skrivebordets top. Hvis det medicinske establishment ikke havde troet stakkels Ignaz Semmelweis og myrdet ham i en sindssygeanstalt for at foreslå at kirurger skulle vaske deres hænder i en klorinopløsning inden de begyndte at operere, så ville de med sikkerhed heller ikke tro ham.

Lampen flakkede og lyste et øjeblik et hjørne af rummet op, det hjørne hvor gamle dokumenter stod stablet op. For den overspændte Buteyko så det ud som om venligsindede øjne hvilede på ham fra det mørke hjørne. Han havde set de øjne en gang tidligere i en gammel bog – de var øjnene af den myrdede Semmelweis……..

©2009 doctorbuteykodiscoverytrilogy.com